Verdens herlighed

Af Margit Andersen

”Gloria Mundi” hedder Robert Guédiguians seneste film. Det er et udtryk for lovprisning i den katolske gudtjeneste, og det kan udvides til ”Sic transit gloria mundi” (Således forgår verdens herlighed). Filmen begynder da også med en lovprisning af det naturens under, som en fødsel er, men ender som en græsk tragedie ledsaget af dyster sørgemusik.

Instruktøren er vokset op i Marseille som søn af en havnearbejder, og han har udtalt, at han tilstræber at lave film, som hans far ville synes om. De foregår alle i udkanten af Marseille og har et klart politisk sigte. Miljøet er arbejderklassen, og stilen er socialrealisme tilsat humor og poesi, som hos hans åndsfæller Ken Loach og Aki Kaurismäki. 

Sådan har det hidtil været, men i ”Gloria Mundi” er tonen gået i mol og den solrige havneby er blevet mere grå, grim og kølig. Blandt skuespillerne er den faste trio: hans kone, Ariane Ascaride, barnsdomsvennen Gerard Meylan og Jean-Pierre Darrousin, der alle selvsagt bliver ældre og ældre men stadig spiller fremragende.

Filmen er et drama om to generationer, der på trods af nærhed står hinanden fjernt, og hvis eksistensvilkår er de hårdest mulige, men alligevel bliver den nyfødte Gloria modtaget med glæde af alle. 

Mormoren, Sylvia, arbejder som rengøringsassistent om natten, morfaren Richard kører bus om dagen, -Glorias mor, Mathilde, får efter fødslen et underbetalt job på prøve i en tøjforretning og hendes mand kører taxa for Uber. Mere heldig er den anden datter, Aurore, og hendes mand, der har en forretning, hvor de til underpris køber elektriske artikler af private, der er i nød, og sælger dem videre til overpris, undertiden efter reparation af et lille hold indvandrerarbejdere, som de aflønner sort.

Og så dukker der en ekstra morfar op, nemlig Daniel, der er far til Mathilde, og som efter at have afsonet tyve år for et uoverlagt mord bliver løsladt og kommer til byen for at se sit barnebarn. Han bliver godt modtaget af Sylvia og -Richard, der er i besiddelse af et rigt mål af solidaritet og generøsitet, hvad det skal vise sig ikke at være tilfældet i -næste generation, da ulykkerne kommer dumpende den ene efter den anden og ender med at vælte det spinkle korthus. 

Det er ikke uden omkostninger at køre for Uber, og Sylvias kolleger, der for størstedelens vedkommende er indvandrere fra Afrika, vil strejke, men det vil Sylvia ikke, for hun kan ikke undvære pengene. Det kan de andre sikkert heller ikke, men de har overskuddet til at kæmpe for en rimelig løn, og Sylvia bliver lagt på is. Richard bliver suspenderet i en uge på grund af en forseelse, og da der kommer en katastrofal afsløring for dagen i familien, udarter det til endnu et mord. 

Men her kommer de gamles solidaritet og generøsitet atter frem. Den netop løsladte Daniel har ingen fremtid for sig ude i friheden og kan lige så godt sidde i en celle og skrive haikudigte som på et trist hotelværelse.

Det er en nedslående historie om en rå verden, hvor enhver står sig selv nærmest, men dog også opmuntrende med sit indirekte budskab om, at sådan behøver det ikke nødvendigvis at være, at mennesker ikke er født onde, og at blod ikke er tykkere end vand.

Gloria Mundi (fransk, 2019). Instruktion Robert Guédiguian