Verdenshistoriens mest holdbare partiprogram

Den 21. februar er det 175 år siden, Det Kommunistiske Partis Manifest udkom.

Af Henrik Stamer Hedin

Forbundet blev stiftet i Paris i 1836 som en udbrydergruppe fra en organisation af tyske emigrantarbejdere, De Fredløses Forbund (Bund der Geächteten), ligeledes hjemmehørende i Paris.

Tyske arbejdere, især håndværkssvende, søgte i disse år ofte til Vesteuropa – Frankrig, Belgien og Storbritannien – både på grund af den gamle tradition med at ”gå på valsen”, og fordi de tyske småfyrstendømmer generelt slog hårdt ned på arbejdernes organisationer.

De indvandrede tyskere var ofte relativt belæste og teoretisk interesserede og kom til at spille en central rolle i den politiske organisering af Vesteuropas arbejdere. De var imidlertid også stærkt påvirkede af forskellige utopiske socialister med sværmeriske og idealistiske forestillinger om samfundsindretningen og de sociale sammenhænge.

Organisationernes karakter

Det kom til udtryk i begge de nævnte organisationers karakter, ja allerede i deres navne. De Fredløses Forbund var en strengt konspirativ forening, hvis medlemmer godt nok overvejende var arbejdere, men stod under ledelse af småborgerlige republikanere.

Organisationens navn siger klart, hvordan de opfattede sig selv – snarere som stående uden for samfundet end som dets kerne. Den havde dog afdelinger i flere tyske stater.

Sit internationale præg havde Forbundet til fælles med de fleste andre af de tidlige arbejderorganisationer. Engels skrev senere om, hvordan det dengang var nødvendigt at ”søge de arbejdere sammen enkeltvis, der havde forståelse af deres stilling som arbejdere” fra de forskellige lande. Klasse- eller masse­organisationer var der endnu ikke tale om.

Det kom imidlertid hurtigt til at stå klart for flere og flere af Forbundets medlemmer, at det, der var brug for, var at orientere sig efter klasse og ikke efter luftige idealer om lighed og retfærdighed, og efter et par år forlod ”de mest yderliggående, de mest proletariske elementer” (Engels’ udtryk) De Fredløses Forbund, som snart gik til grunde, og dannede deres eget.

En mislykket opstand, som det nye Forbund deltog i i 1839, førte til Forbundets optrevling og ledernes arrestation; da de kom ud af fængslet, flyttede de Forbundets hovedsæde til London.

Kommunisternes forbund

I London udviklede De Retfærdiges Forbund sig videre i retning af et egentligt arbejderparti, et kommunistisk parti.

Og på sin første kongres i sommeren 1847 skiftede Forbundet navn til Kommunisternes Forbund. Der blev vedtaget nye statutter, og det blev besluttet, at en ny kongres et halvt år senere skulle drøfte et mere præcist og tidssvarende program.

I denne Forbundets anden kongres, der fandt sted over ti dage i vinterens mulm og mørke i London og blev skelsættende, deltog som delegerede to unge tyske intellektuelle, der på ledernes opfordring netop havde meldt sig ind i Forbundet. Det var Karl Marx og Friedrich Engels.

Ingen af de to var endnu fyldt tredive år, og som sagt havde de først lige meldt sig ind. Alligevel overlod kongressen dem den vigtige opgave at skrive Forbundets program. Det tager vi nærmest som en selvfølge i dag, hvor vi alle véd, hvem de to var; men ret beset har man lov til at undre sig over det.

De to havde imidlertid haft kontakt til Forbundet i flere år, bl.a. gennem et system af korrespondance- og oplysningsforeninger, der var opstået som en legal ”sky” omkring det endnu hemmelige Forbund og bidrog til at tiltrække medlemmer, ikke mindst arbejdere.

Både ad denne vej og gennem tætte kontakter til de ledende i Forbundet havde Marx og Engels medvirket aktivt til den politiske modning og afklaring, der havde gjort Forbundet til den første erklæret kommunistiske organisation i moderne forstand. Engels havde deltaget i den første kongres om sommeren og havde også skrevet et foreløbigt program (Udkast til kommunistisk trosbekendelse); men allerede før da havde der blandt de ledende i Forbundet været forventninger til, at disse to unge ”filosoffer” var dem, der kunne formulere en farbar vej for den unge bevægelse.

Manifestet

Disse forventninger blev ikke gjort til skamme. Kun et par måneder senere, en uge inden en ny revolution brød ud i februar 1848, lå Det kommunistiske partis manifest klar til tryk.

Siden har Det kommunistiske manifest, som det kort kaldes (eller blot Manifestet) gået sin sejrsgang over kloden ”som ledetråd for den proletariske bevægelse” (Engels’ formulering i Bidrag til Kommunisternes Forbunds historie, Udvalgte Skrifter II s. 347). Det har aktualitet den dag i dag og er forbløffende moderne i sine holdninger og formuleringer. Det er uden sammenligning det mest holdbare partiprogram, verdenshistorien har at opvise.

Manifestet blev oversat til alle mulige sprog. Af de to forfatteres eget forord til den tyske udgave af 1872 fremgår, at det allerede kort efter sin udgivelse også blev oversat til dansk. Det lyder overraskende, og jeg har intet kendskab til denne udgave.

Imidlertid er Manifestet flere gange siden oversat til og udkommet på dansk – senest i 2019 i samarbejde mellem KPiD og DKP i anledning af Danmarks Kommunistiske Partis 100 års jubilæum.