Skip to content

Arbejdermuseet_Første fane

Vi er arbejderne

Af John Poulsen

[KOMMUNIST nr. 6-7 2024] I april 1982 blev Arbejdermuseet stiftet og fik overdraget Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade, der var blevet indviet i 1879.

Bygningen var meget forfalden, og man måtte derfor tage fat på et større restaureringsarbejde. Samtidig skulle museet i gang med at opbygge en samling, og det lykkedes hurtigt at få indsamlet så mange genstande, at museet kunne lave faste udstillinger. En af dem var ”Familien Sørensen” fra 1994, men den har nu måttet lade livet for at give plads til den nye ”Vi er arbejderne”, der fortæller om arbejdernes liv og kamp fra 1871 til 1939.

Det første, man møder i udstillingen, er et af museets klenodier, Internationale Arbejderforenings røde fane fra 1872, hvor der står Frihed, Lighed, Broderånd og ikke broderskab, fordi formyndighederne havde forbudt det, hvis den skulle vises offentligt.

I samme rum ser man et ægtepar, som drømmer om at komme til storbyen, der er lykkens land og dermed blive udfriet fra elendigheden, men mange måtte erkende, at det var en drøm, når de endte i byens slumkvarter.

Rundt om på udstillingen er der forskellige kuriøse genstande, f.eks. et medlemskort til Smede- og Maskinarbejdernes Forening af 1885, der var en gul fagforening, der også organiserede skuebrækkere. Dem måtte smede- og maskinarbejderne kæmpe imod under den såkaldte omgangskrue i 1885, hvor man strejkede på en fabrik ad gangen, for ikke at tømme strejkekassen. Med tiden lykkedes det fagforeningen at organisere så mange, at 50 procent af de beskæftigede i jernindustrien i 1901var medlemmer.

En anden kuriøsitet er en hammer, der har tilhørt Ellen V. Jensen, hvor skaftet efter 33 års brug havde taget form efter hendes greb. Hun arbejdede i 50 år på Laurits Knudsen i København, og i det hele taget var mange kvinder beskæftiget i jern- og metalindustrien.

De var organiseret i Kvindeligt Arbejderforbunds afd. 5, jernkvinderne, som havde kommunisten Inger Gamborg (1892–1979) som formand fra 1926 til 1965. Afdelingen var tit på kant med den socialdemokratiske forbundsledelse, bl.a. under strejken i 1930, hvor forbundet lukkede for strejkekassen, da afdelingen stillede krav om højere løn og en uges ferie. På en generalforsamling med 5.000 deltagere blev medlemmerne så vrede på ledelsen at de ligefrem overfladt dem korporligt.

I den tidligere Karl Marx sal, hvor Karl Marx-klubben (1886–1952) holdt sine møder, er Socialdemokratens og Ravnens ekspedition blevet genskabt omtrent som den så ud, da den var i stueetagen. I samme rum er et udhængsskab med løbesedler fra ­Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF), men der fortælles ikke, at det på mange områder var uenig med partiet og brød med det i 1919 og samme år var med til at stifte DKP.

I et andet større rum er ­indrettet et AOF-studierum, hvor der gøres meget ud af, hvilke nye muligheder arbejderne havde, efter at der var blevet indført 8-timers arbejdsdag. Man kunne f.eks. gå på kursus i AOF eller tage på ­højskole, men der fortælles ­ikke om den hårde kamp, der lå bag. Den blev startet af murerne i København i foråret 1919, og førte til, at fagforeningen gik konkurs på grund af store bøder. Her kunne man også være kommet ind på arbejdsløshedsbevægelsen og kampen for at forhindre, at folk blev sat ud af deres lejlighed, når de pga. af arbejdsløshed manglede penge til huslejen.

Der kunne fortælles meget mere om udstillingen, men den skal opleves, og man skal bruge en del tid, hvis man vil nå at se det hele, for der er mulighed for også at læse bøger og blade og lytte til mange beretninger. Skulle man blive træt undervejs, er det tilladt at lægge sig i karlekammeret og hvile lidt ud.

Back To Top