skip to Main Content

Vi er jo alle i samme båd

Af John Poulsen

Der har været megen omtale af Jacob Brostrups syv malerier, som den socialdemokratiske folketingsgruppe har købt til deres gruppeværelse på Christiansborg, og som skal illustrere partiets historie. 

Hans og Ella Hedtoft på kutteren Henny, som blev brugt til evakuering af danskere med jødisk baggrund til Sverige. I styrehuset ses Vilhelm Buhl. Til venstre på fortovet anes H.C. og Gerda H.C. Hansen.

Især billedet, hvor Vilhelm Buhl symbolsk står i styrehuset på fiskekutteren Henny, som sejlede danske jøder til Sverige, har skabt debat. Mange historikere mener, at det er historieforfalskning, at Buhl, som repræsentant for socialdemokratiet, skulle være den, der stod i spidsen for redningen af jøderne i 1943. 

Det er også en hån mod modstandsbevægelsen, fordi det var Buhl, der i radioen den 2. september 1942 opfordrede folk til at angive sabotører og modstandsfolk. Som en kommenterede det, så er det heldigt, at billedet ikke blev hængt op for 30 år siden, for så ville der være kommet kraftige protester fra modstandsfolk.   

Historikeren Martin E.O. Grunz, som har været historisk rådgiver for Jacob Brostrup, har skrevet bogen ”Folkets tid”, hvor der både fortælles om maleriernes indhold og om socialdemokratiets (soc.) historie fra 1871 frem til i dag. 

Det er lykkedes ham helt at skrive Karl Marx ud af partiets historie, og han figurerer heller ikke på nogen af malerierne. Hvis man vil se Marx på Christiansborg, skal man besøge Riddersalen og opleve Bjørn Nørgårds gobeliner, hvor Marx er med, hvad der skabte en del debat. Dengang var Nørgårds begrundelse, at Marx var en inspiration for den arbejderbevægelse, som kæmpede for bedre levevilkår, men sådan betragter soc. ham åbenbart ikke længere. Det er glemt, at det var det parti, der udgav førsteudgaven af ”Det kommunistiske Manifest” og dele af ”Kapitalen” (1884-89). 

I 1918, i anledning af 100-året for Karl Marx’ fødsel, udsendte partiets forlag Fremad andenudgaven af Manifestet, og i forordet stod der, at ”vort parti udsender en ny udgave af Det kommunistiske Manifest, det internationale socialdemokratis første og evigunge stridsskrift.” Det er også glemt, at der i partiet fra 1886–1952 fandtes diskussionsklubben ”Karl Marx”, hvor flittige medlemmer, som min morfar, studerede Marx’ skrifter.

På samme måde er begrebet klassekamp forsvundet ud af historien, for vi er jo alle i samme båd, og kommunisterne, der var splittelsesfolk og uromagere, bliver udråbt som hovedfjenden, ikke de borgerlige partier eller arbejdsgiverne. 

Man udlader dog at fortælle, at en af de metoder man brugte i kampen imod dem, var AIC’s ulovlige registrering som skete i samarbejde med efterretningstjenesten. Vi vil ikke forsøge at give en kunstnerisk vurdering af skilderierne, da det ikke er ulejligheden værd.

Martin E.O. Grunz: Folkets tid. Gyldendal. 160 s. 300 kr.

Back To Top