Vi husker likvideringerne i Paris

Tale ved den franske ambassade af Annette Mørk, Horserød-Stutthof foreningen

Man kan dø af at være kurder – alene den kurdiske identitet er livsfarlig.

Sakine, Fidan og Leyla var aktivister for et frit Kurdistan og arbejdede i et kurdisk informationscenter – i Paris! Det kostede dem livet i 2013. Knælende, nakkeskudt i de tidlige morgentimer, af beskidte lejemordere.

Vi ved, hvorfor de blev anset for farlige demokratiske kræfter og vi ved, hvorfor de skulle skydes, men vi kan intet bevise, og den franske regerings lefleri for udenrigspolitik og NATO-allierede betød, at en efterforskning af mordene blev en parodi – næsten – uden sidestykke.

“Man” mente, at gerningsmanden var Ömar Güney, som påstås at være fra den tyrkiske efterretningstjeneste – MIT – og som anklageren fik frifundet! Efterfølgende døde Ömar Güney, og der er forsat spekulationer om, hvorfor han skulle “forsvinde”. Den 23. januar begynder en ny retssag, for at placere skylden, hvilket vi formoder ender op i samme farce – uden resultet.

De frie kurdiske demokratiske kræfter bliver nakkeskudt – i Europa

I Tyrkiet har regimet jævnet flere moderne kurdiske byer med jorden, og der er rigeligt billeder og videooptagelser, der ligner ødelæggelserne i de sønderbombede byer i Syrien. Det ser og hører vi ikke meget om i de vestlige medier!

Samtidig har der i månedsvis været 24 timers udgangsforbud i store dele af det østlige Tyrkiet. 500.000. mennesker er på flugt fra militær- og polititerrorisme. Den parlamentariske immunitet er fjernet fra de folkevalgte medlemmer af parlamentet, hvoraf de ledende prokurdiske politikere fra HDP nu sidder fængslet, med udsigt til mange års fængsel. Det samme gør sig gældende for 49 folkevalgte borgmestre, som ligeledes er fængslet eller sat i husarrest.

Hundredetusindvis af -mennesker – kurdere, venstreorienterede, dommere, advokater, universitetsstuderende, lærere og professorer, journalister, menneskerettigheds-aktivister, NGO’ere m.m. – som ville demokrati i Tyrkiet er nu fængslet, i husarrest, på flugt, fyret fra deres arbejde eller har en tilværelse i angst – sammen med deres familier – afventende i uvished om deres fremtidelige skæbne.

Og hvorfor? Fordi demokratiet blev en trussel mod præsident Erdogan og hans parti AKP. Kurderne og de mange demokratiske kræfter blev en trussel mod Erdogans drøm om magtfuldkommenhed, hvor han alene – som i middelalderens Tyrkiet – som sultan af Tyrkiet kan diktere, bestemme, myrde og fængsle sine modstandere, En beskidt retorik, værdig en despot som har tilranet sig magten ved at udøve terror mod sin egen befolkning.

Sidste år – den 10. december – fremlagde præsident Erdogan og hans parti et forslag i parlamentet til ændring af forfatningen. Vedtages reformen kan diktator Erdogan regere og tyrannisere indtil år 2026!

Henrettelser, tortur, fængsel og politiske retssager er en del af kampen for et frit Kurdistan. Regimet er så bange for de demokratiske kræfter, at de afbrænder mennesker levende, hvilket skete – den 8. februar 2016 – for 32 mennesker spærret inde i en kælder i byen Cizre. Mødre må opbevare deres døde børn i en fryser, fordi de på grund af udgangsforbud ikke kan begrave dem!

Frihedskæmpere kaldes terrorister og statsterrorisme kaldes ret!

I Tyrkiet er menneskerettigheder, lov, ret og ytringsfrihed ikke eksisterende. Takket -være såkaldte “terrorlister” kan enhver modstander arresteres eller elimineres. Anklagen lyder hver gang på, at “der er mistanke om støtte til terrorister!” En anklage, som betyder at de arresterede er totalt retsløse og uden støtte fra det internationale samfund.

Men historien fortæller os, at frihedskæmpere og -forfulgte folkeslag altid er blevet kaldt terrorister, indtil de har vundet kampen, så bliver de helte eller som Nelson Mandela statsledere, hvis hænder mange gerne vil trykke.

Jeg håber, at Abdullah Öcalan – lederen af Det kurdiske arbejderparti PKK – en dag får en plads som en ligeværdig politisk medspiller i Tyrkiet. Han er nu på 17. år fængslet for sin politiske kamp og sin kurdiske identitet.

Kurdernes kamp

I hele Europa bliver der ført retssager mod kurderne. I Tyskland og Belgien er kurdiske organisationer, symboler, flag og endda at nævne navne forbudt. TV- og radiostationer bliver lukket efter diktat fra Tyrkiet, og EU holder mund – bortset fra enkelte nytteløse pip – fordi Tyrkiet er stopklodsen, som har vist sig effektiv, når de traumatiserede, nødlidende flygtninge skal stoppes på vej mod Europa.

Sakine, Fidan og Leyla var aktivister for et frit Kurdistan, i et kurdisk informationscenter – i Paris. Det kostede dem livet.

I vil gerne have retfær-dighed for de tre døde -kvinder. Det får I ikke, før der er retfærdighed for alle kurdere. I har ret. Ret til jeres eget sprog. Ret til jeres kurdiske kultur. Ret til at alle politiske fanger løslades. Ret til, at de som har udøvet mord og tortur mod kurdere, kommer for retten. Sakine, Fidan og Leyla har ret til retfærdighed.

Fortsat god kamp.