skip to Main Content

Vigtig bog i flygtningedebatten

Af Margit Andersen

Desværre er man som anmelder alt for ofte nødt til at påtale forlagenes redaktionelle sjuskeri. Det gælder også Gutkind Forlags udgivelse af ”De afghanske sønner”.

Oversætteren har en bachelor i arabisk, og det har uden tvivl været nyttigt her, men betyder jo ikke, at denne er god til svensk. Romanen begynder med, at fortælleren er til jobsamtale på et asylcenter og bliver spurgt om, hvordan hun ville reagere, hvis hun kom ind til en ungdom, som bare hang (!). Hang hvordan? Dertil kommer, at dansk retskrivning heller ikke er oversætterens stærke side, hvad der uden stort besvær kunne være rettet op på, da bogen kun er på 184 sider.

Men bortset fra det er det prisværdigt, at forlaget udgiver denne aktuelle roman om, hvordan det er at være en uvelkommen flygtning, som helst skal ud af landet igen så hurtigt som muligt. Landet er Sverige, og det er Elin Perssons debutroman, som hun i 2021 modtog Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris for. Det skal ikke afskrække læsere af ældre årgange, for den er absolut noget for alle aldersgrupper.

I motiveringen for prisen skriver man, at romanen ”beskriver med en sanselig detaljeskarphed den tilværelse, som hovedpersonen møder på et asylcenter, hvilket skaber en stærk identifikation med bogens karakterer og gør det umuligt at frigøre sig fra billedet af en situation, hvor alle er afmægtige fanger, og i en vis forstand tabere. Fortællingen rummer ingen forklaringer, løsninger eller konklusioner, men den udvikler sig til en rasende anklage, som rækker langt ud over bogens sider – mod et system, som knuser dem, der er lavet af glas”.

Romanens karakterer er Rebecka, der er nyansat på asylcentret for uledsagede flygtningebørn. Hun har ingen uddannelse inden for området, men det gør ikke noget. Hun skal bare følge reglerne i proceduremappen. De andre er tre afghanske drenge, som hun skal tage sig af. Vigtigst af alt er at notere alti journalen, så der ikke kan sættes en plet på centrets behandling af dem i forhold til kravene. Det med at notere alt smutter indimellem, efterhånden som Rebeckas forhold til drengene bliver mere nært, ligesom hun går lettere hen over rengøring og den slags. Der er noget, der vejer tungere.

Først når børnene er blevet 18 år, tages der stilling til, om de kan blive i Sverige eller skal sendes tilbage. Det skæringspunkt er afgørende og bliver fatalt for i hvert fald en af drengene. Noget andet fatalt, der dukker op, er, at centret skal lukkes og bruges i andet øjemed, og at børnene derfor må anbringes andre steder af kommunen.

De tre drenge er øretæveindbydende, søde, skrøbelige og sjove. De er ikke specielt afghanske med en særlig kultur eller racemæssig egenart, men i det store og hele som drenge er flest i den alder, og sammen med Rebecka kommer vi mere og mere ind på livet af dem i løbet af den tid, bogen strækker sig over. De bliver til mennesker i stedet for noget så diffust som ”uledsagede flygtningebørn”.

Derfor er det en fortælling, der falder lige på det rette tidspunkt, hvor kynismen over for flygtninge af alle slags breder sig i uhyggelig grad, ikke mindst fordi en del politikere åbenbart opfatter den holdning som en stemmesluger.

Elin Persson: De afghanske sønner. Oversat af Martha Flyvholm Tode. Gutkind Forlag. 184 sider. 200 kroner

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk