Skip to content

Vil NATO falde sammen?

Jo mere man studerer NATO, jo mere ligner ”alliancen” et lerskred, der nærmer sig. 

Aldrig har NATO haft flere medlemmer end nu, aldrig har alliancen haft flere offensive øvelser end nu, aldrig har den været så tilsyneladende stærk. Men vil den alligevel falde sammen?

Der er al mulig grund til at stille spørgsmålet, fordi USA under præsident Donald Trump i vid udstrækning har givet afkald på sin rolle som imperiebygger. Trump forvandlede i løbet af kort tid NATO fra en USA-domineret militæralliance til det, som på mafiasproget kaldes en ”pro-tec-tion racket”, d.v.s. et system, hvor undersåtterne betaler bosssen for ikke at komme til skade.

Trump kræver beskyttelsespenge af NATO-medlemmer 

Trump gjorde det helt klart, at hvis NATO-medlemmerne ikke betalte meget mere, ville de heller ikke kunne regne med støtte. Han har sendt Jens Stoltenberg rundt som sin pengeopkræver, en rolle Stoltenberg er gået ind for med liv og sjæl.

De europæiske NATO–medlemmer har reageret forskelligt på dette. Frankrig og deres nære forbundsfæller vil gøre EU til deres eget -militære instrument, altså NATO uden USA og Storbritannien. Tyskland vil fortsætte alliancen, men give den en ”europæisk dimension”, det vil sige sætte den europæiske del af NATO under tysk kommando.

I Frankrig er der bare 9% af vælgerne, som udtrykker ”stor støtte” til NATO mod 21% i 2017. I Tyskland er tallet faldet fra 41% til 22% og i Storbritannien fra 42% til 25%.

Væbnet konflikt med NATO-medlem?

Situationen er yderligere tilspidset efter Tyrkiets invasion i Syrien. På sit topmøde 24.-25. oktober 2019 fordømte NATOs forsvarsministre invasionen. I løbet af mødet foreslog Tysklands forsvarsminister, CDU-formanden Annegrete Kramp-Karrenbauer, at der skulle sendes en ”international observatørstyrke” til grænseområderne mellem Tyrkiet og Syrien. Forslaget var dødfødt. Ingen af kollegerne ville støtte det, og ingen ønskede at sende soldater, som kunne havne i en væbnet konflikt med NATOs næststørste hær, den tyrkiske. USA’s senator Lindsey Graham udarbejdede et lovforslag, som ville betyde en eksklusion af Tyrkiet fra NATO. 

Blandt tyske vælgere var der et klart flertal på 58%, som ønsker, at Tyrkiet skal smides ud af NATO. Kun 18% var imod denne tanke. 61% vil have sanktioner mod Tyrkiet, og 69% vil have en ”våben-embargo”.

Med et suk – og ikke et brag?

NATO behøver ikke at eksplodere for at forsvinde. Når limen i alliancen er væk, kan den lige så godt implodere, altså falde sammen. Sådan som Sovjetunionen gjorde det.

En alliance, som ikke er allieret, kan blive som et lerområde, hvor for meget af saltet er vasket ud. Det ene øjeblik ser alt fast og fint ud, det næste øjeblik er det hele kun en flydende lersuppe.

Af Pål Steigan, Friheten

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk