Skip to content

Vil øge privatiseringer

FOA til ministre: Se på erfaringerne med konkurrenceudsættelse i den sociale sektor

Under overskriften ‘Alt for få opgaver bliver konkurrenceudsat’ løftede regeringen i Børsen før jul lidt af sløret for et kommende udspil omkring konkurrenceudsættelse af offentlige kerneopgaver.

Her stod erhvervsminister Brian Mikkelsen, innovationsminister Sophie Løhde og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille sammen for at slå et slag for, at private virksomheder skal stå for en større del af den offentlige velfærd.

Det skal ske med nye måltal for, hvor meget kommunerne skal konkurrenceudsætte. “Erfaringerne fra tidligere taler sit eget tydelige sprog. Måltal kan være med til at øge konkurrenceudsættelsen i kommunerne”, skrev ministrene.

Lyt og lær

“Men der er altså andre erfaringer, man skal kigge på, inden flere opgaver konkurrenceudsættes”, siger Dennis Kristensen.

“Der findes mindst 13.000 andre erfaringer, ministrene bør høre og tage med i overvejelserne, inden de sætter den danske velfærd på spil. Erfaringerne er fra hver af de borgere, der siden 2006 er blevet berørt af de 50 konkurser i private plejefirmaer. Borgere som pludselig står uden hjælp fra den ene dag til den anden. Eller erfaringerne fra de mindst 2.100 medarbejdere, der den ene dag havde et job og den næste dag intet”, siger han.

Dårlige erfaringer

Gribskov Kommune er gang på gang af erhvervslivet og regeringen blevet fremhævet som det gode eksempel, når det kommer til konkurrenceudsættelse. Over halvdelen af de opgaver, der kan konkurrenceudsættes, er konkurrenceudsat i kommunen.

Men nu mærker de plejetrængende borgere i Gribskov konsekvenserne. Tidligere på året kom det frem, at sygeplejen fra det private firma Attendo fejlede i sagen om Agnes Jensen, der døde efter fejlbehandling. Helt aktuelt har Ugeposten dokumenteret, at Attendo har faktureret kommunen for ydelser for over 13 millioner kroner blandt andet for pleje af borgere, der ikke længere er i live.

“Det viser i al sin tyde-lighed, at kvalitet og profit sjældent er en god kombi-nation, når det drejer sig om velfærdsopgaver. Når de private leverandører skal sikre sorte tal på bundlinjen, og kommunerne sender områder i udbud og accepterer helt urealistisk lave priser, kan firmaerne enten snyde på vægtskålen, når de fakturerer eller levere dårligere kvalitet for at sikre overskud”, siger formand for FOA, Dennis Kristensen.

Odense står af

I Odense får man igen kommunal rengøring. Et flertal i Odense byråd besluttede 24. januar at genoprette den kommunale rengøring i 180 institutioner og sige farvel til Forenede Service, der har haft opgaven til 80 mio. kr. i fire år. I 2016 viste en kommunal kontrol, at Forenede Service havde problemer med flere forhold, og virksomheden blev sat under skærpet tilsyn.

Kommunens vurdering blev, at Forenede Service har misligholdt kontrakten, og i januar 2017 betalte Forenede Service en bod på 280.000 kr. til kommunen for manglende egenkontrol og servicerapporter.

Byrådet fik tre muligheder at vælge imellem: For-længelse af eksisterende kontrakt, nyt udbud eller hjem-tagning. Valget var åbenbart ikke svært. Det blev hjemtagning, og det sker fra 1. august.

Flertallet bestod af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet.

-bfc

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk