Skip to content

DI: Har haft tid nok

Vild ulighed i affaldshåndteringen

Kun 10 kommuner klar til sortering i ni fraktioner. Voldsom prisstigning i Esbjerg.

Da et politisk flertal på Christiansborg i juni 2020 besluttede, at alle borgere – og dermed alle kommuner – skulle sortere deres affald i ni forskellige slags fraktioner senest den 1. juli i år, var de tilsyneladende totalt uvidende om den lokale virkelighed.

Dispensationer på stribe

74 kommuner søgte desperat om dispensation for den korte tidsfrist. Ifølge Miljøstyrelsen har 74 af de 98 kommuner fået dispensation. Kun 10 kommuner har tilkendegivet, at de havde den nye affaldssortering på plads til tiden. De resterende 14 har meddelt, at de ikke når det.

Derudover har Folketinget besluttet, at der yderligere skal etableres en 10. fraktions sortering (tekstil) af affaldet pr. 1. juli 2022.

Dyrt for lejerne

Den omfattende og umiddelbart fornuftige ensretning af sorteringen kan give store fordele og fremme genbruget.

Men samtidig har politikerne formodentlig uden sædvanlig omtanke lagt op til nye og store udgifter for lejerne i etageejendomme. Her er det især den almene sektor, som er gået forrest i lukningen af affaldsskakter og etablering af kostbare, men miljøvenlige underjordiske affaldsøer ud fra det tidligere krav om kun syv fraktioner. Det vil nu koste dyrt at udvide øerne til at kunne tage tre fraktioner mere. Nogle steder er ”øerne” placeret, så de ikke kan udvides, og der er ingen garanti for lokale kommunale tilskud til omlægningen.

Parcelhusejere får ofte løst problemet med en opdeling af deres mindre plasticcontainere eller en ekstra container, som de almindeligvis får leveret af kommunerne.

Bundet af kontrakt

En af de kommuner, der har fået lov til at udskyde den nye sortering, er Gladsaxe.

– Det var en urealistisk deadline, medmindre man tilfældigvis var i gang med at ændre sine affaldsordninger i forvejen. Normalt tager det et par år at lave sådanne ting, siger Malene Matthison-Hansen, projektleder på affaldsområdet i kommunen.

Gladsaxe er som mange andre kommuner bundet af en udbudskontrakt med en virksomhed, der indhenter affaldet. Den udløber ved udgangen af 2024.

Vild prisstigning

Esbjerg er en af de kommuner, hvor affaldssorteringen kommer til at koste almene lejere i etageboliger dyrt, mens prisen står stille for parcelhuse. Det er ikke fair, mener byens boligorganisationer. Lejerne i Esbjerg skal allerede i år betale 300-700 kr. mere end sidste år for at få hentet affald. Derimod står prisen stille for beboere i række- og parcelhuse, fordi kommunen har indført nye priser på renovation med blandt andet henvisning til de nye nationale regler om affaldssortering, der trådte i kraft 1. juli.

Prisen stiger mellem 25 og 43 procent for langt de fleste beboere i almene etageejendomme. Det viser en opgørelse fra Boligforeningen Ungdomsbo og Arbejdernes Boligforening.

– Vores stigning er meget voldsom, og samtidig får parcelhuse faktisk et lille fald i deres udgifter, og den fordeling synes vi er helt skæv, siger Peter K. Larsen, direktør i Arbejdernes Boligforening ifølge fagbladet Boligen.

Lignende forhold gør sig gældende for boligselskaberne i flere kommuner.

Alni

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk