Vinder vi fortsat ad helvedes til?

Af Reiner Burgwald, sektorformand, FOA. Forkortet af pladshensyn af redaktionen

Tidligere LO-formand Thomas Nielsen sagde i sin afgangstale i 1982 ”Vi har vundet ad helvedes til – godt”. 

Kan vores nuværende formand, Lizette Risgaard genbruge citatet, når hendes afskedstale skal holdes? 

Hvad er vores – fagbevægelsens – visioner i 2020’erne? Hvad vil vi med samfundet? Mener vi noget om de forhold, der betyder noget for vores medlemmer? 

Har vi opgivet at være en samfundsforbedrende kraft og nøjes med at forhandle overenskomster, så længe vi fortsat har vores legitime ret til at indgå aftaler på vegne af lønmodtagere, der ikke er medlemmer hos os?

Overlader vi alt andet end overenskomsterne til andre aktører i det danske civilsamfund? 

Er det ikke vores medlemmer, der får kræft, bliver syge af forurening, stress, mistrivsel og dårlig livsstil? Er det ikke vores medlemmer, der rammes af den tiltagende ulighed i samfundet – økonomisk, uddannelses- og sundhedsmæssigt? 

Klimakrisen

Klimadebatten er et aktuelt eksempel på vores manglende vilje til at tage dialogen med vores medlemmer. 

Klimakrisen burde samle til fælles og markant optræden for en grøn og retfærdig omstilling af vores samfund.

Selvfølgelig drøftes klimaudfordringerne med arbejdsgivere og brancheorganisationer. Men tilgangen er den samme, som når vi taler om medlemmernes arbejdsmiljø. Det må godt være godt, hvis det bare ikke går ud over konkurrenceevnen, antal jobs og er til hinder for at hamsterhjulet kan dreje en lille smule hurtigere år for år! 

Det overordnede nationale, regionale og globale perspektiv og Danmarks historiske ansvar er helt fraværende og dermed – undskyld mig – også forståelsen for krisens alvor. 

Der mangler visioner

Når vores fælles formand Bernadette Ségol fra ETUC (den socialdemokratiske faglige sammenslutning i Europa) siger ”There ain’t no jobs on a dead planet” og dermed beskriver udfordringerne klart og kortfattet, burde vi sætte de gamle travere på stald og formulere visioner for et bæredygtigt og mere lige samfund, hvor det nære og det store fællesskab og disse fællesskabers ve og vel er i højsædet.

Vi bør igen tænke fælleseje af vitale samfundsfunktioner – både nationalt og på EU-plan. Flere universelle velfærdsgoder. Borgerløn, jobgaranti og et velfungerende civilsamfund, så ingen bliver tabere. Hvorfor ikke udvikle modeller, hvor vi deles om de jobs, der er. Hvorfor kæmper vi ikke for en pædagogik og en folkeskole, der skaber solidariske og næstekærlige mennesker? Er det OK med et kontanthjælpsloft, men ikke et formueloft? Har vi ikke fælles fjender i giga-monopolerne? Tror vi virkelig, at vi får et godt samfund ved at fortsætte med at bygge ghettoer til rige, fattige og gamle. At markedet løser alle problemerne? Jeg kunne blive ved! Men formålet her er jo ikke, at jeg skal give svarene. Jeg ønsker at appellere til, at vi gentænker vores rolle og formål.

Fra arbejderbevægelse til fagbevægelse 

Engang var vi en del af en arbejderbevægelse, en bevægelse, der samlede parti, fagbevægelse, kooperation, oplysning, kultur og idræt i fælles front til gavn for lønmodtagere i bred forstand. Denne arbejderbevægelse er historie, og med dennes bortgang er megen fællesskab i vores land forsvundet.

Den uhøjtidelige, men formelle begravelse fandt sted på LO-kongressen i 2003. Båndene imellem LO og Socialdemokratiet blev endegyldigt brudt. Bruddet var helt nødvendigt, men har også skabt en berøringsangst overfor værdikampen, kampen for velfærd og lighed og ikke mindst polariseret fagbevægelsen. Vi ønsker at favne bredt, men armene kan næppe nå sidemandens skuldre.

18 år efter bruddet står vi forhutlet tilbage med en fagbevægelse, som på mange områder er stækket, visionsløs og splittet. Den magt, opbakningen fra medlemmerne oprindeligt gav, er borte, og den pengemagt, de tidligere så velhavende forbund besad, eksisterer ikke mere. Medlemmerne betragter os ikke mere som en samfundsforbedrende kraft, og formuerne bærer præg af vores enorme medlemsfald siden 1996 og de øgede omkostninger til IT og flere akademikere.

Vores manglende indflydelse

I dag har jeg nærmest indtryk af, at vores indflydelse rækker til, at vi får lov til at være enige i den politik, der bliver ført – sat lidt skarpt op. 

Omkostningerne ved denne udvikling bærer de svageste i vores samfund i særdeleshed og velfærden i almindelighed. På alle centrale områder er velfærden blevet ringere, mere begrænset og mange føler sig i stadig stigende omfang overladt til sig selv, når en begivenhed trækker tæppet væk under dem.

Hvor vi tidligere koncentrerede os om at kæmpe for goder og rettigheder for lønmodtagerne og trygt overlod omsorgen for de syge, tilskadekomne og ikke dagpengeberettigede til samfundets institutioner, bruger vi i dag enorme ressourcer på at sikre medlemmerne de meget reducerede rettigheder, de har.

Vi har været tilskuere til en forandringsproces i vores samfund, der er gået fra en kultur med ”Det er samfundets skyld”, til at den enkelte ofte står alene og magtesløs overfor et system, hvor man har indtryk af, at ansatte i finanssektoren og i socialforvaltningen godt kunne have den samme uddannelse.

I denne proces er vi i fagbevægelsen ved at sætte den væsentligste eksistensberettigelse, vi har, over styr: Fællesskabet og den styrke fællesskabet giver.

Vi har ikke formået at sætte en stopper for den endeløse række af utryghedsskabende forringelser, vi har været vidner til igennem en årrække.

I stedet har 350.000 lønmodtagere tegnet private forsikringer.

Alt for høj pensionsalder

Men værst af alt: vi har den højeste tilbagetrækningsalder i Europa, og fagbevægelsen støtter en socialdemokratisk regerings ønske om at differentiere folkepensionsalderen med de problemer, det giver. At nogle får ret til at trække sig tilbage 3 år tidligere er, i et lidt større perspektiv, ikke en sejr. Det er endnu et nederlag og et skridt væk fra en universel velfærdsmodel. 

Vi har i den grad behov for at skabe en lønmodtagerbevægelse, der reelt er en samfundsforbedrende kraft, et værn imod tiltagende ulighed og som med medlemmerne tør diskutere, hvori vores samfundsforbedrende rolle skal bestå. Jeg håber, FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation – tidligere LO) kan og vil påtage sig den rolle.

Ulighed

Uligheden øges i ekstrem grad i disse år, og 30 års snak om at bryde den sociale arv er endt i – snak. Uligheden i indkomst, sundhed, uddannelse og middellevealder stiger hastigt til ugunst for de svageste. Folkeskolen er ikke som tidligere et lighedsskabende fundament i vores samfund. Folk gifter sig med folk fra samme klasse, og den sociale mobilitet beror på individuelle præstationer og held og ikke på en bevidst samfundsmæssig strategi.

Tidligere var samfundet inddelt i adel, (stor)bonde og almue. I dag er vi akademikere, funktionærer og ”almue”. Men de grundlæggende samfundsmæssige udfordringer er de samme, og for ”almuen” er den eneste forskel, at de i dag ikke har en fagbevægelse, der aktivt kæmper deres retfærdige kamp for et bedre og mere lige samfund.

Måles uligheden efter den såkaldte Gini-koefficient, er koefficienten fra 2004 til 2017 steget fra 24 til 28. Dette illustreres bedst ved at forestille sig, at hvis udviklingen fortsætter de kommende 14 år, vil uligheden i Danmark være på niveau med uligheden i Rumænien, altså den ulighed, der kendetegner Rumænien i dag!

Ser vi på indkomstudviklingen igennem de seneste år, er billedet det samme. Overklassen har fået forbedret deres disponible indkomst med ca. 40 procent fra 2000 til 2017. Arbejderen med ca. 25 og, de 20 procent uden for arbejdsmarkedet, med ca. 9 procent.

I den offentlige sektor har vi institutionaliseret den lønmæssige uretfærdighed ved at lade al lønudvikling foregå procentuelt. Dermed løber de højest lønnede automatisk længere og længere fra de øvrige.

Vi har accepteret, at der er udviklet et systemisk ulighedsskabende samfundskoncept på så at sige alle væsentlige og centrale områder. 

Alle mennesker ønsker sig et godt liv med økonomisk og social tryghed og frihed fra sygdom og sorger. I Danmark har flertallet et godt materielt liv, og vi stræber alle efter ovenstående. 

Men vores materielle niveau opnås på bekostning af andre mennesker, der naturligvis stræber efter det samme. Når vores penge rækker til al den materielle velstand, skyldes det primært, at de produkter og tjenesteydelser vi køber og nyder, produceres af folk, som vi ved vores adfærd forhindrer i at lykkes i deres stræben efter det samme som os.

Samling – men om hvad

Sammenlægningen af hovedorganisationerne LO og FTF er selvsagt et forsøg på at stå stærkere. Vi gamle LO-forbund frygter at miste vores legitime ret til at forhandle overenskomster på vegne af lønmodtagere, der ikke er medlemmer i vores organisationer. Flere FTF-forbund har fået arbejdsgivernes kærlighed at føle og håber, at sammenhold gør stærk. 

Men er det alene størrelsen, der gør FH stærk? Gamle LO-forbund har støt og uroligt mistet mange medlemmer siden 1996. Ikke blot pga. et generelt højere uddannelsesniveau i samfundet, men fordi vi procentuelt organiserer færre af de lønmodtagere, der er ansat på vores overenskomster. Det gør ondt på selvværdet og svækker os styrkemæssigt og politisk.

Det, der måske kan genskabe fagbevægelsens styrke, er evnen til at samles om krav og visioner. Som en fagforeningsmand sagde tilbage i slut 90’erne: ”Hvis medlemmerne vil have den 6. ferieuge, så får de den 6. ferieuge”.

FH har ikke gjort det nemmere

Evnen til at bygge bro og samles om krav – overenskomstmæssige eller samfundspolitiske – er ikke blevet nemmere efter fusionen og etableringen af Fagbevægelsens Hovedorganisation. 

Mange ”FTF-forbund” er kendetegnet ved at være monofaglige. De organiserer primært en enkelt faggruppe med stærke fælles træk. Uddannelse, job og social status i samfundet. Enkelte FTF-forbund har været orienteret mod samfundspolitiske spørgsmål. Men det generelle billede i dag er, at flere forbund fokuserer på egeninteresser og er forsigtige med at udtrykke samfundspolitiske synspunkter, der kan provokere egne medlemmer eller svække deres politiske indflydelse.

For ”LO-forbund” er situationen delvist den samme. Men vi er kendetegnet ved en stadig tættere tilknytning til socialdemokratiet. Det er, som om historien gentager sig, på trods af den formelle skilsmisse mellem LO og socialdemokratiet i 2003. Der er ingen opposition i de gamle LO-forbund. Der er ingen unge medlemmer, der kræver forandring, protesterer over udviklingen og samles om krav om en anden dagsorden. Alene det faktum bør bekymre os.

Kombinationen af ”FTF-forbund” der, for nogles vedkommende, minder om brancheorganisationer og mange, meget traditionelt socialdemokratisk orienterede forbund, kan vise sig at være vanskelig håndterbar.

Fagbevægelsen har brug for en renæssance

Det svære er ikke at beskrive, hvad der skiller, men at beskrive hvad der kan samle os.

Det vigtigste er, at vi i evner at formulere vores egen mission. Hvad skaber tryghed for medlemmerne, og hvad skaber tryghed for de tidligere medlemmer, som hægtes af vognen og slynges ud af hamsterhjulet?

At skabe en fælles forståelse af begrebet solidaritet kunne være en begyndelse. Ikke alle kan være genstand for solidaritetens styrke hele tiden. Solidaritet handler ikke om at pleje egeninteresser men om, at nogle skal acceptere, at andre har større behov. ”Nogle” og ”andre” kan bare ikke hele tiden være de samme.

Vores forfædres drivkraft i skabelsen af arbejderbevægelsen og et mere retfærdigt samfund var ønsket om, at næste generation skulle få et bedre og et mindre opslidende liv. Vores samlende drivkraft bør være at sikre en samling omkring skabelsen af en bæredygtig verden, hvor vi overleverer en sundere natur med større diversitet, og hvor kampen for mere lighed nationalt, regionalt og globalt står som vores ledetråd i den samfundspolitiske kamp.

Måske har vi ikke blot tabt slaget om medlemmernes og fællesskabets gunst og styrke, men værre, gennem vores evige fokus på øget velstand undergravet mulighederne for, at vores egne børn og børnebørn har en bæredygtig klode, hvor de kan udfolde sig og fortsætte kampen for et mere retfærdigt og mere lige samfund. Jeg håber det virkeligt ikke!

Måske har vi vundet ad helvedes til – skidt.