Vindmølleprojektet Nørrekær Enge – men nu med stor lokal indflydelse
Hvis vindmølleparken i Nørrekær Enge skal udbygges med flere vindmøller, skal området og lokalbefolkningen have noget til gengæld for de ulemper et sådant vindmølleprojekt medfører.
Det var hovedkonklusionen på borgermødet i Tolstrup Forsamlingshus i Himmerland. På mødet blev der etableret en borgergruppe med det formål at indlede et samarbejde med både Aalborg Kommune og Vesthimmerlands Kommune for at opnå størst mulig indflydelse på det nye vindmølleprojekt. Det oplyser Emil Olsen, medlem af borgergruppen til Kommunist.
Lokal fond
På mødet var der en positiv tilgang til opstilling af vindmøller som et væsentligt bidrag til vedvarende energi og den heraf følgende reduktion af CO2.
Men mødedeltagerne ønskede indflydelse på projektet. Det gælder indflydelse på antal og placering, ligesom sundheden skal sikres ved en stor afstand fra møller til nærmeste beboelse.
Mødedeltagerne ønskede også, at så stor en del som muligt af det overskud, vindmøllerne genererer, skal komme lokalsamfundet til gavn som kompensation for de gener, opstilling af vindmøllerne giver. En mulighed kan være at etablere en lokal fond, som beboerne selv skal bestyre.
Del i overskuddet
Det er den etablerede borgergruppes opfattelse, at det nu primært handler om at få størst mulig lokal indflydelse på projektet samt sikre, at der tilfalder lokalområderne det størst mulige afkast til gavn for de berørte områder, i tilfælde af at møllerne kommer.
Gruppen har efterfølgende afholdt møde, som resulterede i, at man nu danner en forening med det formål at samle borgerne omkring Nørrekær Enge med henblik på at opnå størst mulig indflydelse på projektet samt sikre det optimale provenu til lokalområdet.
Borgergruppen har defineret lokalområdet som det område, der ligger inden for 4,5 km fra det projekterede vindmølleprojekt. Alle berørte naboer er velkomne.
Mødet i Tolstrup Forsamlingshus havde, ud over ca. 80 lokale borgere, deltagere fra Vattenfall samt politikere fra Vesthimmerlands Kommune og Ålborg Kommune.
-bc