Skip to content

Vinterknuden

V. I. Lenin har været død i 100 år i år. Han døde ung – hvorfor? Og kunne det have forandret noget, hvis han havde levet længere?

Af Henrik Stamer Hedin

[KOMMUNIST nr. 2-2024] Den 21. januar var det 100 år siden, Vladimir Iljitj Uljanov, kaldet Lenin, døde.

Ikke længere? Lenin er i den grad en del – en stor og væsentlig del – af verdenshistorien, at man skulle synes, han som verdenshistoriens andre store skikkelser måtte have været død i århundreder.

Men Lenin er også en del af vor tid. Den talerstol i den store mødesal i det Tauriske Palæ i den by, som efter hans død fik hans navn, men som dengang hed Petrograd – den mødesal og den talerstol, hvor han holdt nogle af sine afgørende taler under revolutionen i 1917, findes endnu. Jeg har selv for godt seks år siden stået på den talerstol og talt i anledning af revolutionens 100 års jubilæum.

Lenins død

Godt seks år – længere skulle det ikke forundes Lenin at overleve den revolution, som han mere end nogen anden enkeltperson bidrog til at føre til sejr. En stor del af sine sidste to år tilbragte han på statsbruget Gorki, en nationaliseret herregård med en statelig hovedbygning, en stor park og smukke landskabelige omgivelser – et perfekt sted at tilbringe et otium efter et langt og fortjenstfuldt liv.

Men Lenin var ikke gammel – ikke engang 54 år. Havde han levet til den alder, forfatteren af disse linjer har nu, ville han have oplevet sejren i Anden Verdenskrig. Men han nåede kun lige med nød og næppe at se Oktoberrevolutionen ført til sejr. Hvorfor døde han så ung?

Obduktionen afslørede udbredte forkalkningsskader i hjernen. Tilsyneladende var der slet ingen passage gennem de arterier, som fører blod til hjernen. På den baggrund er det forbløffende, at han var ved bevidsthed og klar til få timer før sin død. På et tidspunkt mistede han taleevnen og førligheden i højre side, men han genvandt begge dele. For en tid – indtil det var uigenkaldeligt slut.

I vore dage plejer man vist at henregne forkalkning til de såkaldte livsstilssygdomme – følger af overdrevent vellevned. Men alle, der kendte Lenin, fremhævede hans spartanske og beskedne livsstil.

Attentatet på Lenin

Det er en udbredt årsagsforklaring at henvise til det attentat, Lenin var udsat for i sommeren 1918. De revolutionære socialisters parti, almindeligvis kaldet de socialrevolutionære, havde været bolsjevikkernes allierede, men efter valget til den Konstituerende Forsamling i 1917 i kølvandet på Februarrevolutionen var partiet blevet splittet, og da Forsamlingen trådte sammen i begyndelsen af januar 1918, udgjorde de højresocialrevolutionære dens flertal. De støttede Februarrevolutionen, men var modstandere af Oktoberrevolutionen og af sovjetmagten, og da Forsamlingen gik i opløsning efter sit første møde, ville de have hævn. De iværksatte en terrorkampagne, blandt hvis mål var at myrde Lenin.

Den 30. august 1918 blev Lenin efter en tale på Mikhelson-værket på Moskva-flodens højre bred ramt af tre kugler i ryggen. I dagevis svævede han mellem liv og død. Han blev reddet, men én af kuglerne måtte man opgive at få ud, Fem år senere var den måske medvirkende til Lenins tidlige død.

De fem år blev ikke tilbragt med hvile oven på velgjort gerning, selv om det internationale hold af læger, der tilså og behandlede Lenin, anbefalede eller direkte krævede det. Indtil sommeren 1922 var han tværtimod – da han først var kommet sig efter attentatet – fuld af energi, ideer og stridslyst.

Det sidste kom ikke mindst til udtryk i tre dramatiske politiske kampe, der bragte Lenin i konflikt med mange af dem, der ellers var hans nærmeste kampfæller. Disse kampe snørede sig i vinteren 1921-22 sammen til en knude, der ville have fået en mindre stålsat karakter end Lenin til at give op – en vinterknude.

NEP-perioden

Den første af disse konflikter var kampen for den Nye Økonomiske Politik – NEP. Den drejede sig i sit udgangspunkt om forholdet mellem arbejderklassen og bønderne, som dengang udgjorde flertallet af den russiske befolkning og havde været afgørende for revolutionens sejr.

Under borgerkrigen, der fulgte på revolutionen, og interventionskrigen, hvor den unge revolutionære stat måtte forsvare sig mod angreb fra store og små imperialistiske magter, som støttede den ene eller den anden af flere kontrarevolutionære krigsherrer, var der indført pligt for bønderne til at aflevere høsten til staten, som så sørgede for at fordele udbyttet efter behov til landbefolkningen selv, til arbejderne i byerne og til soldaterne ved fronten. Det var et effektivt system, men det var også en spændetrøje for bønderne.

Nu var både ­borgerkrigen og interventionskrigen vundet, og for Lenin stod det klart, at denne spændetrøje måtte løsnes, hvis bøndernes opbakning til revolutionen skulle fastholdes. Det var imidlertid ikke alle, der var enige med Lenin. Systemet mindede jo om det kommunistiske princip at yde efter evne og nyde efter behov; man talte ligefrem om ”krigskommunisme”. Mange var af den opfattelse, at det var den rigtige vej, man var inde på, og at kommandoøkonomien skulle videreføres og udbygges; Trotskij udviklede ligefrem en hel teori, hvorefter arbejdet både i landbrug og industri skulle organiseres militært og f.eks. fagforeningerne lægges om fra interesseorganisationer til kommandoorganer under en stærk stat.

Hvis man husker på Marx’ vision for det kommunistiske samfund, så handlede den imidlertid netop ikke om en stærk stat eller om militær organisation, men tværtimod om statens bortdøen som overflødig i det klasseløse samfund.

Lenin mente derfor heller ikke, at ”krigskommunismen” var en vej, der førte fremad. Tværtimod var det for både bønder og arbejdere frivillighed, der skulle til – selvorganisering og selvforvaltning. Som udviklingsniveauet var i datidens russiske samfund, betød det for bøndernes vedkommende, at afleveringspligten måtte erstattes af en skat (konkret var det vist nok en slags ejendomsskat), så bonden vidste, hvad han skulle betale, og selv kunne råde over det, der blev til overs. Sådan blev det også; men det var noget, Lenin måtte slås for, før han fik flertallet i partiet med sig.

Udenrigshandelen

Hvis bonden skulle have noget ud af at råde over produktionsoverskuddet og incitament til at yde mere, måtte han kunne sælge af sit overskud; altså måtte der åbnes for et marked for landbrugsvarer og for et industrivaremarked, så der var noget at bruge pengene til. Altså var det en ny politik for hele samfundsøkonomien, der var lagt op til – en Ny Økonomisk Politik.

Og skulle man gå videre ad den vej? Hvor skulle man standse? Mange, blandt dem Stalin, mente, at når der skulle være fri handel og et frit ­marked, skulle også statens monopol på udenrigshandel ophæves. Men her sagde Lenin stop; udenrigshandelsmonopolet skulle bevares. Og sådan blev det; det var den anden kamp.

Halvfjerds år senere blev udenrigshandelsmonopolet ophævet som et led i Boris Jeltsins og Jegor Gajdars ”reformer”, og følgerne blev præcis så katastrofale, som Lenin have forudset det.

Kronstadt-oprøret

Den tredje kamp i denne skæbnesvangre vinter blev ikke udkæmpet med ord og argumenter, men på god, gammeldags vis med krudt og kugler. Det blev den imidlertid ikke mindre bitter af; det var Kronstadt-oprøret.

Matroserne på flådebasen Kronstadt uden for Petrograd havde hørt til revolutionens kernetropper; nu vendte de sig mod sovjetmagten. Ganske vist var der sket en betydelig udskiftning af mandskabet på flådebasen; mange af de revolutionære matroser var faldet i borgerkrig og interventionskrig, og deres afløsere havde en anden baggrund. Hvordan det så var med det: Sovjetmagten måtte forsvares, og det blev den, selv om det fik mange i den unge kommunistiske bevægelse til at spørge, hvad det egentlig var, der foregik. Lenin satte sin autoritet ind. Og Lenin vandt igen.

I foråret 1922 var vinterens knude løst. Og den 22. maj blev Lenin syg og flyttede efter lægernes forlangende til Gorki. Han kom tilbage til Moskva den følgende vinter, men så var det også slut. Efter et nyt sygdomsanfald gik turen igen til Gorki, og derved blev det.

Vinterknudens tre kampe og deres konfrontationer med gamle kampfæller havde taget hårdt på Lenin. I dag ville man måske sige, at han døde af stress.

lenin-spiller-skak-gorki
Lenin i gang med et spil skak på Gorki.

Lenins testamente

Men selv i sin sidste syg­domsperiode, da han store ­dele af tiden var ude af stand til at rejse sig fra sin seng i Gorki, lå Lenin ikke på den lade side.

Den 12. partikongres stod for døren, og Lenin vidste, han ikke ville blive i stand til at komme til Moskva og være med. Fra sin sygeseng dikterede han et antal breve til kongressen, almindeligt kendt som ”Lenins testamente” (Udvalgte værker bd. 15). Heri kommenterer han nogle af de emner, der var (eller efter hans mening burde være) på kongressens dagsorden, og ikke mindst – i hvert fald i eftertidens øjne – rettede han en skarp kritik mod Trotskij og især Stalin, som efter hans mening burde fjernes fra generalsekretærposten. Det blev han ikke; kongressens forventning var, at Stalin ville tage Lenins kritik til sig og rette ind efter den.

Brevene var netop breve til kongressen og ikke beregnet på offentliggørelse. De var derfor heller ikke med i den første udgave af Lenins værker – eller var det, fordi Stalin ikke brød sig om dem? I hvert fald blev de først offentliggjort efter hans død.

Ville udviklingen i Sovjetunionen være forløbet anderledes, hvis Lenin havde levet længere? Kunne man have undgået persondyrkelse og brud på socialismens retsnormer? Det er spørgsmål, som det er frugtesløst at spekulere over. Ikke engang de største personligheder kan dæmme op for historiens kræfter. Det gik, som det gik – på det grundlag, ikke mindst Lenin havde skabt.

Lenin blev ikke gammel – mindre end 54 år. Hans samlede politiske virke omfattede 30 år, fra 1893 til 1923. Men på de år udrettede han mere end andre på den dobbelte tid. Hans bøger, taler og artikler fylder 55 bind – næsten to bind pr. år.

Han satte et stærkere præg på verdenshistorien end måske nogen anden. Den verden, han efterlod sig, var en anden end den, han var blevet født til. Det er den verden, vi stadig lever i. Det er Lenins verden.

 

Videre, videre…

Fremstillingen på disse sider af Lenins sidste sygdom og død bygger for en stor del på en bog af Elisabeth (Elisaveta) Drabkina, Zimnij pereval, der udkom på dansk (Sputnik 1990) under titlen Videre, videre…Oversætteren var undertegnede.

Pereval betyder bjergpas; zimnij er et adjektiv afledt af zima, vinter. ”Vinterpasset” var ikke et ord, der efter min vurdering ville sige en dansk læser noget. Jeg valgte derfor oversættelsen ”Vinterknuden” med inspiration fra Steen Steensen Blichers kendte digt:

Det er hvidt derude;
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård.

Eller som Aakjær senere skrev:

For nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene,
og nu kom kjørmesknud.

Kyndelmisse (eller på jydsk kjørmes), den 2. februar, er vinterens kulmination. Herefter går det mod lysere og lunere tider.

Forlaget mente ikke, Vinterknuden egnede sig som titel til den danske udgave af Drabkinas bog, og det var måske rigtigt. Nu har jeg brugt den som overskrift for disse mindeord.

Elisabeth Drabkina deltog i revolutionen som ung, var med i stormen på Kronstadt og mødte Lenin flere gange, selv om hun ikke hørte til hans nærmeste. Hendes bog udkom først langt senere. Hvis den er til at skaffe i dag, er den i høj grad læseværdig.

Henrik Stamer Hedin

Back To Top