Skip to content

Virus og virvar

I spøg og ramme alvor

DER ER NOGET RÅDDENT i Danmark hedder det i Shakespeares ”Hamlet”, og den gode forfatter må have haft synske evner ud over det sædvanlige. Hvad enten det er virus eller bakterier, så tyder alt på, at det ikke kun drejer sig om Corona i mink og almindelige mennesker eller influenza blandt fjerkræ og svin i svingende mængder.

SELVISOLERING blandt ministre og medlemmer af Folketinget med flere kan måske endda tages som et udtryk for en nyere form for politisk hjernebetændelse. I hvert fald er der en del udtalelser og skriblerier, der minder uhyggeligt meget om undskyldende hjernespind, som kom det fra en fødevareminister, der har svært ved at skelne mellem opfordring og lov.

BOLIGMINISTERIET er også hårdt ramt. Først mente ministeriet, at genhusningen af beboere i Mjølnerparken skulle ske i Mjølnerparken. Men efter henvendelse fra Københavns Kommune udarbejdede ministeriet et notat, der ikke rigtigt tog stilling. Det viser en aktindsigt beskrevet i Information.

DET KØBENHAVNSKE boligselskab Bo-Vita – som Mjølnerparken er en del af – vil med henvisning til ghetto-loven sælge to af kvarterets fire boligblokke til privat side. For at få plads til de mange beboere, vil Bo-Vita helst genhuse dem i andre af sine bebyggelser i byen, fordi de mente, at kun et fåtal ville blive i Mjølnerparken.

MEN HER gjorde Bo-Vita regning uden vært. Der er netop afleveret 524 underskrifter til boligministeren. Underskrifter der er samlet ind på grund af beboernes frustration over salget af de almene billige, lejeboliger, oplyser Janni Milsted, næstformand i boligafdelingen.

BEBOERNE HAR da også fået medhold af Kammeradvokaten. Det fremgår af et skrift, som advokaten på ministeriets vegne i september har afleveret til den igangværende retssag, som beboerne har rejst. Heri hedder det »Almenlejeloven forpligter Bo-Vita til at genhuse sagsøgerne inden for Mjølnerparken, hvis deres boliger frasælges«. 

BO-VITAS formand, Jan Hyttel, har tidligere udtalt, at Boligministeriet allerede har godkendt selskabets planer om genhusning. Men i et aktuelt svar til Folketingets Boligudvalg afviser Kaare Dybvad Bek, at ministeriet overhovedet har godkendt boligselskabets konkrete planer om genhusning.

I KOLDING har selskabet Alfabo planer om at benytte ”ghetto-blokke”, der skal sælges eller nedrives til genhusnings-hotel til ”ghetto-ramte” familier, såvel som det overvejes om man skal bygge midlertidige boliger til senere salg eller oprette en container-by.

I BRØNDBY STRAND skal 300 efterspurgte almene højhusboliger rives ned grundet PCB-gifte. Men kommunen vil ikke lade selskaberne opføre erstatningsboliger. Et enkelt af de fem højhuse lejes endnu ud på midlertidige kontrakter. Det ønskes ikke, at det skal fremstå som en spøgelsesruin, der skaber utryghed og indbyder til hærværk i yderligere tre år.

DET VILLE VÆRE ønskeligt om der snart kom en vaccine mod den boligpolitiske hjernebetændelse, så der kom en holdbar løsning på manglen af betalbare almene boliger. Det, der sker nu, vil blot flytte rundt på problemerne og ødelægge sociale netværk, som der vil blive endnu mere brug for. Og værst af alt føre til øget diskriminering og had.  –

alni

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk