Vred kvinde på krigsstien

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 3-2023] Familierelationer fylder meget i Katrine Marie Guld­agers forfatterskab, men hun har også et skarpt øje til det omgivende samfund. Det er også tilfældet i romanen Birgithe med th.

Med sådan et navn, som man altid må stave, når man skal opgive det, er det ikke så mærkeligt, at bæreren af det kan blive præget af en vis irritabilitet, men hende her er ikke bare irriteret, hun er vred, og dertil kommer, at hun er rystet over, at hendes mor lige er død.

Sorgen bliver blandet med vrede over, at det som sædvanlig er hende, der skal tage sig af det hele. Der skal ryddes op og huset skal tømmes og sættes til salg. Søsteren Lea, et dejligt nemt navn at stave til, orker ikke at deltage, men lader sig for syttende gang indlægge på psykiatrisk.

Sådan har det altid været. Da deres far forlod hjemmet, og moren blev helt slået ud, var det Birgithe, der ­måtte støtte hende og være den voksne i hjemmet. Nu er hun en midaldrende kvinde med en rar mand, tre børn, der er hendes livs lykke, og et job som folkeskolelærer, så i det store og hele har hun ikke noget at klage over, men som hendes mand, Kristoffer, siger, så er hun ikke den, der bærer over, men den der bærer nag. Det kommer hendes far til at mærke, da han søger forsoning med hende.

Vreden vender sig også mod forældrene til de elever, hun prøver at gøre til ordentlige mennesker. Ved den mindste påtale af deres opførsel brokker forældrene sig til skolelederen, som så må prøve at bilægge uoverensstemmelserne. Hun har søgt stillingen som afdelingsleder, men har fået afslag. Er det mon ham, der har stemt imod?

I det hele taget er verden langt fra, som Birgithe ønsker sig den. Kaffe er ikke mere noget, man bare drikker, men skal være en smagsoplevelse. Det kapitalistiske system bedøver de rige i Vesten med forbrug på bekostning af de fattige landes befolkning, og Mærsk tjener fedt på at transportere varerne. I avisen læser hun om at et afghansk ægtepar af nød har solgt deres søns nyre. Det er ikke til at bære. Og så er der de store knægte, der generer tiggeren på Strøget og kommenterer kassedamens udseende højlydt. Hun går simpelthen amok over sådan noget.

Faktisk er Birgithe selv ret irriterende. Hun er selvretfærdig, geskæftig, spiller klog over for Kristoffer, der ikke har læst lige så mange bøger, som hun har, gider ikke høre på hans positive pis, og hun lader sig irritere over småting, som at ejendomsmægleren er ung og iført hurtigkneppersko.

I løbet af de 12 dage bogen strækker sig over, går det dog op for Birgithe, at hendes virkelighed på det personlige plan ikke nødvendigvis stemmer overens med andres, og at der er en del af den, der må revideres. Hun føler sig ligeså revolutionær, som da hun var ung og brugte det meste af sin tid på at gå i demonstrationer i regnvejr, men hendes løsning på at komme ud af den krise, hun er i lige nu, at få sit eget værelse, er der ikke meget revolution over, og ligesom med de to unge forfattere, franske Èdouard Louis og danske Glenn Bech, der også er på krigsstien over for klassesamfundet og kapitalismen, kunne man ønske sig at få lidt at vide om, hvilken sti hun har tænkt sig at følge. For det er jo ikke gjort med at være vred.

Katrine Marie Guldager: Birgithe med th. Gyldendal. 86 sider. 200 kroner