Valget i Tyskland:

Whatever it takes

[KOMMUNIST 4-2025] Friedrich Mertz, CDU, erklærede sig som vinder af valget.

CDU og SPD forhandler om en såkaldt ’stor koalition’. For at få et flertal i Bundestag skal koalitionen råde over 316 mandater, og det har CDU/CSU og SPD, nemlig 208 og 120 (i alt 328). Forhandlingerne mellem de to partier indeholder flere ”knaster”, hvoraf den væsentligste handler om gældsbremsen. Det betyder, at der skal 2/3 til for at ophæve det nuværende gældsloft. Altså hvor meget Tyskland må sætte sig i gæld for.

Valget var en gyser, også for det bestående. Historien gentager sig. Ifølge den tyske grundlov så skal der 2/3’s flertal til for at ændre den paragraf, som sikrer, at Tyskland ikke gentager sin historie med for stor gældsætning. Både op til 1. og 2. Verdenskrig var Tyskland gældsat, og alle ved, hvordan det endte.

Men Friedrich Mertz og resten af de EU-venlige partier vil krig og oprustning. På ­talerstolen i Forbunds­dagen udråbte han: ”…i lyset af truslen mod vores frihed og freden på kontinentet må det nu gælde vores forsvar: Whatever it takes”.

Det betyder, at Tyskland nu har gældsat sig med 500 milliarder euro, der skal bruges til oprustning, så de igen kan blive en militær stormagt.

Valgets gang

Den 23. februar afholdtes valg til Forbundsdagen i Tyskland. Baggrunden var, at den såkaldte rød-grøn-gule-ko­alition var brudt sammen. Den bestod af det tyske socialdemokrati (SPD), de grønne og FDP (De frie Demokrater).

Desuden var der netop afholdt delstatsvalg i en del af det tidligere DDR, hvor Alternative für Deutschland og Bündnis Sarah Wagenknecht i rollen som højre- og venstrepopulister opnåede gennemslagskraft. Imidlertid skal det ikke gå i glemmebogen, at både AfD og BSW agiterede for stop for våbenforsyninger og en fredsløsning i Ukraine. Dette krav havde også opbakning fra Die Linke.

Die Linke – i opgang

Ved det foregående valg havde Die Linke med nød og næppe klaret skærene. Partiet opnåede ikke 5% (kun 4,7%), som er spærregrænsen i Tyskland, men overlevede udelukkende på valg af kredsmandater. Die Linke kæmpede sig op til 8,8% og 64 mandater. Mange savnede en stærkere stemme til venstre, som hverken SPD eller Die Grünen længere repræsenterer.

Højrefløjen og dens mulige indflydelse

AfD blev landets næststørste med 20,8% og overtog rollen fra SPD som det parti, som fleste tyske arbejdere stemte på. Kun overgået af CDU med 28,5%. Socialdemokraterne fik en vælgerlussing og landede på 16,4%. De grønne modtog også en begmand og 11%. FDP nåede ikke op på 5% og er dermed ude af parlamentet for en periode.

BSW med Sahra Wagen­knecht opnåede 4,97% og forlangte fintælling, idet partiet mangler ca. 14.000 stemmer for at nå de 5%. Dette er foreløbig blevet afvist. Dampen synes at være gået af BSW, hvor medlemmer har meldt sig ud, fordi de ikke står sammen med AfD i migrationsspørgsmålet. DKP i Tyskland formåede ikke at stille op på landsplan, men deltog i valgkampen.

Hvad kommer der så til at ske?

Befolkningen i Tyskland og især i det gamle DDR-område mærker især krigsøkonomien og den manglende velfærds­prioritering. Så længe disse punkter ikke bliver taget op, griber højrefløjen de dagsordener. Og med hjælp fra IT-giganten Musk og anden kapital tegner der sig en fremtid, vi har set før. Ligesom svigtet fra socialdemokraterne.

DKP Tyskland har denne kommentar: Et blik på lovudkastet er nok til at se, at det ikke primært handler om skoler og børnehaver, heller ikke om de hullede veje i nabolaget eller det forfaldne offentlige transportsystem.

CDU og SPD skriver, at infrastruktur er en væsentlig, faktor i forbindelse med den “meget hurtige og omfattende opgradering af forsvarskapaciteter.” Det handler om motorveje, hvorpå kampvogne kan rulle, om lufthavne, hvorfra bombefly letter.

I sidste ende vil det moderne industriland, den stærke velfærdsstat og de gode og sikre jobs, som IG Metall-ledelsen håber at opnå med “særfonden”, ikke være det, der lokker. I sidste ende lokker krigsøkonomien.

NRJ/RC