skip to Main Content

William Heinesens små perler

Af John Poulsen

I en samtale med Eigil Søholm (Godheds ubændige vælde. Gyldendal. 2000) sagde William Heinesen: ”Jeg er ikke særlig god til at udtrykke mig i den essayistisk-filosoferende form”. Bemærkningen må skyldes en overdreven beskedenhed, for udsagnet tilbagevises i hvert fald ved læsningen af ”Om børn, træer, hvaler og andre, der har god tid”.

Bergur Rønne Moberg har foretaget et udvalg af små prosastykker fra Heinesens håndskrevne notesbøger fra 1957 til 1985, der hidtil har ligget i dvale i det Kongelige Biblioteks arkiv, og deraf skabt ikke blot en poetisk perlekæde, men også en nøgle til yderligere forståelse af Heinesens værker og af mennesket bag dem.

Notaterne veksler mellem at være på et par linjer til et par sider, de fleste er daterede, så man kan sætte dem i relation til skrivetidspunktet, og de er overordnet refleksioner over hans livs- og verdensopfattelse, over liv, død, evighed og forgængelighed. Går vi mere i detaljer, så spiller litteratur en stor rolle, og der bliver uddelt ris og ros. I risen blandes en knivspids vitriol, for den rare mand har sine aversioner. Det er forfattere, der sætter en ære i at skrive uforståeligt og menneskefjendsk, for der må være en mening med at henvende sig til læsere, og som magister Mortensen siger i ”De fortabte spillemænd”: ”Godhed er for hede helvede en realitet”.

Musik fylder også meget, for det var fra barnsben og videre frem en uundværlig del af Heinesens liv. Dog helst ikke længere tilbage end til 1700-tallet og ikke for langt ind i 1900 tallet. I det hele taget er Heinesen ikke så meget for det eksperimenterende, der nemt kan ende i meningsløshed.

Det var først, da Heinesen (1900–1991) var højt oppe i alderen, at færingerne tog ham til sig. Der var jo det der med, at han skrev på dansk, og dermed af nogle betragtedes som lidt af en ”danskerlakaj”. Årsagen var den enkle, at hans mor var dansk, og i hjemmet taltes der dansk, ligesom det var det sprog, der blev benyttet, da han gik i skole.

Dertil kom hans politiske holdninger. Han var imod krig, kirke og kapitalisme og lagde ikke skjul på det, hvad der næsten gjorde ham til KGB-agent, og i sine bøger satiriserede han over borgerskab og missionsfolk. Disse holdninger tages også op i notaterne. Hans bedste danske venner var kommunisterne Otto Gelsted og Hans Kirk, og han skrev mange kronikker til Land og Folk, ligesom han gerne leverede stof til Folkets Jul, men han var aldrig tilsluttet DKP eller andre partier ud fra den selverkendelse, at han ikke var egnet til at underordne sig partidiciplin.

Men hvis færingerne ikke elskede ham, så elskede han til gengæld dem, og alt hvad han skrev, havde som grundtanke at gøre dem og øerne synlige ude i verden.

Det endte da også med, at han i 1980 blev æresborger i Torshavn, og med et stort fakkeltog til hans hjem, da han fyldte 90 år, selv om der i 1978  igen var opstået lidt surhed i forhold til ham. Danmark og Færøerne havde indstillet ham til Nobelprisen, og da Heinesen hørte om det, skrev han til det svenske akademi, at han ikke ønskede at være kandidat, for skulle akademiet vælge en færøsk forfatter, burde det være en, der skrev på øernes sprog. Den ære ville færingerne ellers gerne have delt med ham – selv om han skrev på dansk.

Jeg læste bogen i et stræk, for det er svært at styre sig, når man sidder med sådan en perlerække i hænderne, men det kan ikke anbefales. Den skal hellere indtages i afmålte doser, for der er så meget tankegods i hver perle, at man bør tage sig tid til at fordøje det.

Om børn, træer, hvaler og andre, der har god tid. Poetiske perler af William Heinesen. Redigeret af Bergur Rønne Moberg. Forlaget Sprotin. 268 sider. 298 kroner

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk