Working Poor er de nye fattige daglejere
Platformsarbejde, falske selvstændige, vikarer og sms-ansatte er social dumping
[KOMMUNIST nr. 10 2022] Millioner af ludfattige arbejdere i Europa. Hårdtarbejdende arbejdere, der knokler dagen lang, men er yderst fattige, uden sygepenge, sygesikring, pension, ferie – og med et elendigt arbejdsmiljø.
Søren Zeuth og Peter Rasmussen har rejst EU rundt som journalist og fotograf for at dokumentere, hvordan velfungerende europæiske velfærdsstater med historisk ordnede og organiserede forhold nedbrydes, så 1/3 af arbejdet udføres på 0-timers-kontrakter som falske selvstændige, platformsarbejdere eller vikarer.
De to forfattere har besøgt tyske, engelske og andre europæiske arbejdere men også danske, der arbejder som Working Poor under fattigdomsgrænsen i transportsektoren, på pæne restauranter og hos velrenommerede selskaber.
Løn til at dø af sult af
De arbejder alle for store kendte multinationale firmaer, store offentlige byggerier finansieret af EU, med transport og udbringning – sågar på Coops lager! Daglejere, der ansættes dag for dag. SMS-ansættelser, hvor man sover med mobilen for at kunne gå på arbejde døgnet rundt.
Og er lønnen alt for lav, er kontrollen til gengæld streng, og disciplinering af arbejdsstyrken voldsom. Organisering bekæmpes konstant med fyringer og intimidering.
10 millioner englændere samt hver tiende arbejder i EU og alene 300.000 danske lønmodtagere er Working Poor.
Søren Zeuth og Peter Rasmussen trækker sorte politiske linjer fra EU, Amerika og Folketinget, der løbende har undergravet og dereguleret det organiserede arbejdsmarked helt ud til Coop, Nemlig.com og Amazons lagre. Fænomenet stammer fra Afrika og har i mange år været i stærk vækst i Amerika.
I de sidste 10 år er fænomenet eksploderet indenfor EU, kraftigt styrket af en bevidst og stærk deregulering af det organiserede arbejdsmarked for at skabe billig arbejdskraft.
Fra Ronald Reagan, Thatcher, Kohl over stærke lobbyister i EU til statsministre som Fogh, Nyrup og Løkke. Alt sammen med det fælles politiske mål at skabe et voksende dereguleret arbejdsudbud, der undergraver løn og ordnede arbejdsforhold.
Kampen fortsætter! HjN
Kilde: Artikel i fagbladet Utætheden/Rør og Blik