Skip to content

Scherfigs myter og drømme på Nivågård

Af John Poulsen

At Scherfig har malet mange billeder med motiver fra junglen og savannen er ikke tilfældigt. Hele sit liv var han naturinteresseret, og det første år han gik på universitetet, studerede han zoologi. 

En af hans først kendte tegninger fra ca. 1914 er af en elefant, og i 1916 skrev han historien ”To myrer” til “Børnenes Magasin”. 

Den virkelige jungle har Scherfig aldrig besøgt og han havde heller ikke lyst til det, for han var bange for at blive stukket af en malariamyg eller en giftig edderkop. Han foretrak en jungle som var fredelig og ufarlig, nemlig Botanisk Haves palmehus, hvor han i tropisk varme kunne gå rundt mellem lianer og palmer. Det gjorde han ofte som barn på vej hjem fra skole, og han beskriver også palmehuset i ”Det forsømte forår”. 

Hans malerier er ikke naturhistoriske tavler, og han ønskede ikke at være specialist i dyremalerier. At male var for ham ikke et arbejde, det var en forlystelse, en leg, noget der morerede ham, har han en gang udtalt.

I de sidste 25 år har der været fire udstillinger med arbejder af Hans Scherfig på Glyptoteket (1995), Arbejdermuseet (2005), Sophienholm (2005) og Arken (2010). 

Nu er Scherfig igen aktuel på udstillingsfronten. Denne gang på Nivågård med udstillingen ”Myter og drømme”, kurateret af museets direktør Andrea Rygg Karberg, som også stod for udstillingen på Arken. 

Der vises 37 malerier og 14 litografier, overvejende junglebilleder, som det er en fryd at gå på opdagelse i, men udstillingens formål er også at gøre opmærksom på, at mange af de dyr, Scherfig har malet, er truede arter, som f.eks. elefanter og næsehorn.

Hans Scherfig: Uddrivelsen af paradis, 1956. LB Forsikring

Et andet tema på udstillingen er myter. Det er værker med udgangspunkt i bibelen og den græske mytologi. 

Scherfig havde, selvom han var ateist, et godt kendskab til bibelen og arbejdede i 1928 på en ”Billedbibel”, men projektet blev aldrig fuldført. Der findes fire tegninger, men de er ikke med på udstillingen. Det er til gengæld maleriet ”Adam giver dyrene navne” (1929) og ”Uddrivelsen fra paradis” (1956), der også viser havens dyr. 

Scherfig var ligeledes velbevandret i den græske mytologi, og det ses i flere værker, f.eks. ”Orfeus der spiller for dyrene”(1975), som er et af hans største bestillingsarbejder. Her hersker der som på de fleste junglebilleder idyl, her lever man side om side, rovdyr og antiloper i fred og fordragelighed, her råder jungleloven ikke, som Scherfig oplevede det i det kapitalistiske samfund.   

En lille smule politisk agitation kan opleves i to værker. Det ene er en arbejdsretsdommer malet i skikkelse af en mandril, og i det andet ”Danmark i Fællesskabet” (1971) befinder en kanin (Danmark) sig midt i billedet og rundt om står nogle griske dyr, som er klar til at æde den. 

Ved nogle af de udstillede værker er ophængt en tekst fra Verdensnaturfonden (WWF), og i det udmærkede katalog er der en hilsen fra WWF’s generalsekretær, Bo Øksnebjerg, som meget naturligt er bekymret for verdens dyreliv og skriver at i dag ”har vi mere brug for Scherfig – og hans åndelige efterfølgere – end nogensinde”. 

I forbindelse med udstillingen gennemføres en række arrangementer. F.eks. er der søndag den 28. april croquis-tegning med levende skildpadder som modeller, nemlig Hans Scherfigs egne som stadig lever og er over 100 år gamle. 

Det samlede program findes på www.nivaagaard.dk 

Nivågård: Hans Scherfig – Myter og drømme. Slutter 7. juni. Derefter vises den i mindre omfang på Ribe Kunstmuseum 19. juni.- 6. september.

Læs også Hans Scherfigs artikel fra 1949: Scherfigs ufarlige rejse i junglen

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk